Moedet med det virkelige Honduras

Saa er det paa tide med en opdatering her fra Honduras. Vi er saa smaat ved at vaere klar til jul, selvom det aegte julestemning ikke rigtig er indtruffet endnu. Det er virkeligt svaert at foele julen er naer, naar solen skinner og man loeber rundt i sommertoej, men jeg haaber, at det saa maa aabne muligheden for at julens budskab virkelig kan komme ind og blive mere levende uden alle traditionerne, der let kan komme til at fylde for meget.
Vi har lige faaet en ny pigevolontoer her, og det er bare saa dejligt. Oveni kommer der 3 nye volontoerer idag, saa det giver os saa mange dejlige muligheder for at lave flere aktiviteter. Vi har opstartet en dansetime 3 gange om ugen med de stor piger. De er glade for at lave lovsangsdans i kirken, men ville gerne have nogle nye ideer, saa vi er 2 volontoerer, der har paataget os opgaven. Det er en udfordring, men det er sjovt, og pigerne elsker det. Derudover haaber vi paa at kunne komme til at spille en masse fodbold og Basketball i naeste uge, men nu maa vi se, det er saa svaert at planlaegge noget, for der sker altid aendringer i sidste oejeblik, saa vi tager hver eneste dag som den kommer. I eftermiddag skal vi starte op med vores juledrama, og det er jeg meget spaendt paa. Boernene er gode til at laere udenad, saa forhaabentlig kommer det til at gaa forholdsvis smertefrit.

I weekenden var alle os danske volontoerer i Honduras samlet til en weekend hos en amerikaner Alvin. Han arbejder i hovedstaden med bla. feedingcentre, offtenlige midtvejscentre og boernehjem, besoeger ungdomsfaenglet, boernene paa gaden og meget mere. Vi var med ham rundt for at se den mere moerke/fattige side af Honduras, og det var en virkelig haard emotionel weekend. Fredag eftermiddag besoegte vi midtvejscenteret, hvor alle tvangsfjernede boern eller gadeboern skal igennem foer de kan komme paa et boernehjem. De opholder sig som regl ikke her mere end et par uger eller maaneder. Mens Alvin viste os rundt fortalte han os boernenes historier, og det var den ene historie om svigt og overgreb efter den anden. Vi besogte de helt smaa boern foerst. I et vaerelse laa 3 smaa boern i sengen. Den ene var ikke meget mere end et par uger, og var blevet fjernet fra sin mor, fordi hun havde vist sig uansvarlig til at passe det. En anden pige var blevet fjernet, fordi hendes far var voldelig, og det var saa haardt at se saa smaa boern vaere frataget deres mulighed for at faa et normalt familieliv.

Om aftenen smurte vi omkring 150 sandwiches med mantequilla og koedpaalaeg, og vi koerte ud paa gaden, for at dele det ud blandt gadeboernene. Der var saa mange indtryk, og forfaerdelige historier, men jeg vil kun noejes med at skrive dem, der gjorde mest indtryk paa mig, ellers vil det bare blive alt for langt. En af de foerste vi moedte var en ung mand. Han laa paa gaden og sov og var saa lang vaek at vi naesten ikke kunne vaekke ham. Han er et tidligere Emmanuel barn, og det var haardt at se, at det desvaerre ikke er en garanti for et bedre liv, at de har vaeret her. Inden vi tog afsted begyndte Alvin at synge "Yes, Jesus loves me...the bibel tells me so" (= Ja jesus elsker mig, det fortaeller bibelen mig) sammen med drengen. Det var et fantastik vidnesbyrd for mig. Drengen var i verdens oejne saa lang nede som man kan komme, men han har hoert om Jesus, og kendte en sang, der virkelig kan give ham troest! Jeg haaber, han forstaar ordene, for det er virkelig den vigtigste troest man kan give den dreng. Vi stoppede lidt senere paa et gadehjoerne, og boernene kom myldrende hen til bussen. Der var lige sket et mord rundt om hjoernet (pga. stoffer), og familien kom loebende mens vi stod der. Da vi kom hilste boernene Alvin med et "de har lige skudt vores ven" som om det var hverdag for dem. Jeg havde forestillet mig, at boernene ville have en barkshed i oejnene, men jeg blev chokeret over, at dette ikke var tilfaeldet. Man kunne se i deres oejne at de havde oplevet meget forfaerdeligt, men de lignede saa meget boernene her paa Emmanuel, og de kom hen for at faa et knus, og en lille kort snak. Mange af boernene sniffede enten lim aabenlyst fra bunden af en sodavandsflaske, eller man kunne se dem gemme den under troejen. Naar man gik rundt blandt dem, kunne man lugte limen, og man kunne se paa enkelte af dem, at de allerede havde taget skade af det. (Billedet til hoejre er fra vores besoeg paa et feedingcenter dagen efter)

Vi sluttede aftenen af paa en af de gader, hvor de prostituelle hoerer til. Vi moedte en ung pige der var gravid, men stadig proevede at saelge sin krop. Bag der hvor vi stod laa et hotel, og ud fra hotellet kom en mand, der var igang med at knappe sin skjorte. Da han saa os ville han ikke gaa ud, og han ventede et stykke tid i haab om at vi ville forsvinde. Han var paen i toejet, og jeg kunne ikke lade vaere med at vaere lidt gal paa ham. Pigerne der saelger sig selv er ikke saelig gamle, og de goer det, fordi de ser det som deres eneste mulighed for overlevelse. Det er ikke svaert at elske dem, men jeg maa indroemme, at jeg har svaert ved at elske de mennesker der udnytter andres ulykke. Jesus ord om at vi skal elske vores naeste bliver pludselig mere alvorlige, naar man staar overfor den virkelig svaere situation. En af drengene sagde Gud velsigne dig, da manden forlod hotellet. Det er den attitude vi gerne skulle have, og vi maa bede Gud om, at give os styrken til at elske andre ogsaa, naar det kan synes svaert.

Dagen efter besoegte vi ungdomsfaengslet, hvor vi spillede fodbold med pigerne. Vi besoegte de mest fattige omraader af Teguscigalpa, og vi besoegte de feedingcentre, hvorfra mange i de fattige omraader faar deres daglige maaltid fra. Soendag var vi til Gudstjeneste i Alvins kirke, og det var en fantastisk oplevelse. Her var alle velkomne, og det var tydeligt at mange var meget fattige, og vi moedte enkelte af de boern vi havde set fredag aften paa gaden. Det var saa meget mere jeg kunne fortaelle, men jeg vil slutte her, og saa maa i hoere meget mere, naar jeg moeder jer alle igen. Haaber i har det godt allesammen. Og endnu engang mange tak for alt jeres forboen. Det er virkelig med til at goere arbejdet her saa meget mere meningsfuldt, for det er tit man kommer til kort og ikke foeler at man goer nok. Men med Guds hjaelp er alting muligt!

Moedet med et andet verdensbillede

En ting der virkelig har slaaet mig, mens jeg har vaeret paa Emmanuel er, hvor afgoernde ens opvaeks er for ens verdensbillede. I mit verdensbillede har jeg svaert ved at forestille mig boern, der lever paa gaden, eller lever i evig frygt for familiemedlemmer og hvor hver eneste dag er en kamp for overlevelse. Naar jeg korer rundt i hovedstaden kan jeg ikke forestille mig, hvilke forhold mange lever under, og jeg har svaert ved at forestille mig ikke at have mad til hver
eneste dag. Det er saa fjernt, fordi jeg hjemmefra Danmark er vant til at alle har lige rettigheder og alle kan faa hjaelp. Naar jeg taler med boernene hernede, hoerer dem fortaelle om fortiden, og om deres billede af Honduras er jeg altid mundlam. Der er intet, jeg kan sige som kan hjaelpe dem, for jeg forstaar ikke dybden af det, de fortaeller. Jeg haaber bare, at jeg ved at lytte, kan vaere en stoette for dem.
Vi havde en weekende besoeg af en volontoer fra Nigaragua (Honduras naboland). Vi viste hende rundt paa boernehjemmet, og det er noget af det mest roerende og hjerteskaerende, jeg har oplevet i min tid hernede. Volontoeren stoppede op ved alle boernene, gav sig tid til at tale, og man kunne se, at hver enkelt barn gjorde et kaempe indtryk paa hende. Flere gange saa man taarer i hendes oejne, og vi gav os tid til at be for boernene.
Det var saa tydeligt, at hun kendte den samme virkelighed som boernene. Hun vidste, hvad disse boern kunne have vaeret igennem, og hun forstod til fulde alvoren af det. Hun havde mere til faelles med boernene end vi nogensinde vil faa, og man kunne maerke, at naar hun talte lyttede de virkelig til hende. De havde sprog, kultur og verdensopfattelse til faelles. Det har virkelig givet mig en ydmyghed i arbejdet. Der er utrolig meget vi som volontoerer kan goere herude, og det er ufattelig vigtigt, at der kommer volontoerer, men jeg tror vi altid vil have svaert ved virkelig at forstaa, hvad boernene her har oplevet. I december skal vi en weekend til hovedstaden for at vaere paa gaden og dele mad ud, besoege ungdomsfaengsler og hjaelpe paa feedingcentre. Jeg glaeder mig utrolig meget til den weekend, for jeg haaber, den kan vaere med til at udvide mit verdensbillede, og give mig lidt mere viden om, hvad boernene her maaske har oplevet inden de kom her.
Det gaar rigtig godt her paa Emmanuel. Hver dag er en gave, og hvert smil fra boernene er det hele vaerd. Vi er saa smaat ved at begynde at pynte op til jul. Boernene har alle skrevet brev til deres sponsorer, saa nu staar den paa oversaettelse af ca. 350 breve de naeste par dage. Det er et kaempe arbejde, men utrolig vigtigt, og jeg faar laert en masse ekstra spansk, saa det er dejligt.
Mange af boernene er forkoelede for tiden. Vejret skifter hele tiden. Det ene oejeblik er det virkelig varmt, og lidt efter virkelig koldt, saa det er svaert at klaede sig ordentlig paa, for det snyder ret meget.
Jeg haaber i alle har det rigtig godt hjemme i DK. Tiden flyver bare afsted her, og jeg har nu kun halvdelen af min tid tilbage her paa Emmanuel. Det er slet ikke til at forstaa! Tak for alt jeres forboen og alle jeres hilsner. Det varmer bare saa meget.

Kryb og kage

Paa Emmanuel er der altid nok at lave, og det er bare med at vaere kreativ. Her sker alt fra kagespisning til vandballon krig naar boernene har fri, og det er stort set kun fantasien, der saetter graenser. Boernene hernede elsker (ligesom alle andre boern) slik og kage, saa der var liv og glade dage, da familien Thuesen delte kage ud til nogle af boernene. Det blev til en lang koe af boern, der alle var lige vilde efter at faa pastel (kage). Da kagen var vaek, stod den paa sjov og IMPACTs volontoerer stillede sig op paa raekke og lavede "en lille, en lille, en lille and med vinge" med boernene. Det saa fantastisk ud, og det loed fantastisk, for boernene forsoegte at efterligne ordende. De kan faktisk lidt dansk hernede. Nogle af boernene kan ord som "Godmorgen," "Hvordan har du det?," "godt" osv. Man kan ogsaa om morgenen hoere dem synge danske sange naar de staar i deres morgencirkler. Det er fantastisk dejligt at hoere(o:

Honduras har et meget rigt dyreliv, og mange forskellige dyrearter har vaeret en smut forbi vores hus. Her har vaeret alt fra Firben, kakkelakker, myrer og endda en froe, der havde sat sig over toilettet, og bare ventede paa at springe paa os naar vi kom. En aften havde vi ogsaa en faarekylling inde i koekkenet. Det er ufatteligt saa hoej en lyd, saadan et lille dyr kan lave, saa vi var noed til at skaffe os af med det lille kaeledyr. En kost og en skraldespand er ufattelig effektiv, naar der kun er piger til at fjerne dyrene.

Lindsey (en amerikansk volontoer) og jeg er ved at laere lidt om det honduranske koekken. Vi har ihaerdigt forsoegt at laere at lave rigtige tortillas, men det er indtil videre ikke lykkedes, saa en dag gik vi ned til totlerne for at hjaelpe til i koekkenet. Vi var med til at forme tortillasne og bage dem. Man har aaben ild i koeknerne hernede, og henover ilden er der en metalplade, hvorpaa man stiller gryder eller bager tortillasne. Virkelig effectivt, varmt og en proevelse for haenderne naar det er tid at vende en tortillas. Glenda der er ansvarlig for totlerne var vores laerermester. Gode blev vi ikke, men oevelse goer jo heldigvis mester, saa mon ikke vi laerte lidt alligevel.

Ellers saa er vi saa smaat gaaet igang med at lave julekort. Alle 400 boern skal skrive julekort til deres sponsorer. Volontoerne staar for at lave kortene, og oversaette boernenes breve, saa der bliver nok at se til, og det er dejligt. Det var lige en kort opdatering. Haaber i alle har det rigtig godt i Danmark. Her til sidst er der lidt billeder fra en eftermiddag paa de nye forhindringsbane, der er lavet af et dansk team. Candice (en amerikansk volontoer) og jeg fik hygget, synget og snakket en masse med boernene, mens nogle af pigerne legede med kameraet, saa her er nogle af de billeder der blev taget
.

Boernehjemmet Emmanuel

Saa er det vist ved at vaere tid til at jeg fortaeller lidt her fra Emmanuel. Emmanuel ligger ca. 2 timers koersel nord for hovedstaden Tegucigalpa. Emmanuel ligger i udkanten af byen Guaimaca, omgivet af bjerge. Der er en kaempe kontrast mellem byen og boernehjemmet. Byen ligner en almindelig Honduransk by med fattige forhold, men naar man koerer ind paa boernehjemmet er det et helt andet syn, der moeder en. For det foerste er boernehjemmet kaempe stort, og kan naermest betegnes som en hel lille by. Der er farm, kirke, bageri, skole, tandlaegeklinik, og en almindelig klinik. Bygningerne er store og flotte, og af materielle ting mangler her ikke noget. Lige da jeg saa Emmanuel kunne jeg ikke lade vaere med at taenke: "De behoever da ikke hjaelp her - de har jo alt." Men jeg fandt ret hurtigt ud af at man ikke skal lade sig snyde af det flotte udseende. Emmanuel er hjem for 400 boern, og med kun 20 staff, er der virkelig behov for volontoerer, for at faa det hele til at haenge sammen. Det er de store boern der holder oeje med de smaa i loebet af dagen, men de tager sig ikke tid til det enkelte barn. Alt paa Emmanuel er sponsoreret, selv noget af boernenes mad, og der kommer 2 gange om maaneden (ca.) containere fra USA med toj, mad, trae, sko, bleer og hvad man ellers har brug for af daglige ting. Det er fantastisk at se, hvordan Gud bruger kristne verden over til at holde et boernehjem med 400 boern koerende.

Lige for tiden er vi ikke saerlig mange volontoerer, saa vi har haft lidt travlt den seneste uge. Vi havde en pige, der havde faaet hepatitis A, og hun skulle have en ved sig i klinikken hele doegnet. Den seneste uge var vi kun 2 til at vaere der, saa jeg har brugt rigtig meget af min tid der. Hun var i klinikken i 7 uger, og fik igaar lov til at forlade den, saa det var dejligt.
Min dag paa Emmanuel starter kl. 6.45 med medicingivning til pigerne. Det har virkelig vaeret en udfordring, for i starten lignede alle pigerne hinanden, men jeg er efterhaanden ved at have laert det. Om formiddagen hjaelper jeg som praktisk gris i skolen. Eftermiddagen bruger jeg enten i skolen eller hos de helt smaa boern "totlerne." Udover det oversaetter jeg sponsorbreve fra spansk til engelsk/dansk eller omvendt, saa det er virkelig ogsaa en udfordring, men jeg er glad for den, for det er en god mulighed for at laere en masse spansk. Ellers saa ser jeg det som min vigtigste opgave at vaere noget for boernene, og proeve at give mig tid til at vaere noget for den enkelte. Det er virkelig en proevelse, for det foerste fordi det er en lidt umulig opgave med saa mange boern, men ogsa fordi man saa snart man kommer ud bliver moedt af 10 boern der er klar til at snakke med en. Det kan vaere svaert at tale med den stille pige der ikke selv kommer, fordi alle de andre oensker min opmaerksomhed 100%. Jeg haaber man med tiden laerer at finde en god maade at goere det paa, saa det ikke altid kun er de samme, der faar vores opmaerksomhed.

Jeg kunne blive ved i timevis med at skrive, men jeg tror jeg vil slutte her. Der skulle ogsaa gerne vaere lidt stof til naeste gang(o; Jeg er rigtig glad for at vaere her, og nyder hver eneste dag i fulde drag. Det er fantastisk dejligt at maerke, hvordan Gud kan bruge mig her paa stedet. Vi blev mindet om i kirken igaar, at vi ikke skal sammenligne os med hinanden for saa kommer vi til at foele os uvaerdige, men vi skal se paa Gud, og stole paa at han kan bruge de evner vi har. Han brugte billedet med David og Goliat. Den israelske haer sammenlignede sig med Goliat, og saa kun deres mangler, mens David stolede paa Gud og vidste, at det er Gud, der giver os styrken. Fantastisk ord at faa med...
Tak for alt jeres forboen. Det betyder saa meget for mig, og det er en tryghed at vide, at alt er lagt i Guds staerke haender.

Maya ruiner og nationalfugl

Nu er det vist ved at vaere paa tide at jeg faar skrevet lidt om, hvordan det gaar her i Honduras. Inden jeg skriver om boernehjemmet Emmanuel, vil jeg lige fortaelle lidt om vores tur forbi Copan ruinerne i det nordlige Honduras.

Turen mellem Antigua og Teguscigalpa (hovedstaden i Honduras) var meget lang, saa vi gjorde et stop i Copan. Det var virkelig en oplevelse.
Da vi kom til Mayaruinerne sad der paa et hegn Honduras nationalfugl. Det var virkelig nogle store og flotte fugle, og de forstod at posere foran kameraet(o:

Hvis nogen af jer har set tegnefilmen "Eldorado," vil i kunne forestille jer, hvordan der var ved ruinerne. Der var kaempe templer, ruiner, og saa boldbanen, hvor de spillede deres form for boldspil. Det var virkelig en god dag.

Spansk, Independence day og mere spansk

Saa er det tid til et lille indlaeg igen. Der er sket saa meget siden jeg ankom til Antigua. Men kort sagt har det hele drejet sig om at laere spansk.

Som et led i undervisningen var vi en dag paa besog hos nogle mayakvinder i San Antoñio. Her blev der fortalt - paa spansk selvfolgelig - om bryllupstraditioner og jeg var saa heldig at blive "gift" med en englaender. Vi fik ogsaa lov at lave tortillas, og smage traditionel mad med ris og kylling.

I en af vores friweekender var Anna (en anden IMPACT volontor) og jeg en smut paa vulkanen Pacaya for at se lava. Det var virkelig en spaendende og MEGET varm oplevelse. Det var en god lang gaatur op, gennem en skov til vi kom til et omraade der mest af alt lignede et maanelandskab. alt var graat, og der laa aske og gammel lave over det hele. Naar man puffede til nogle sten med foden kom der rog op fra jorden, og under det gamle lava som vi gik paa flod der lava. Lavaen lob ligesaa stille hen af jorden som man ser det paa tv, og man kunne saette sig (hvis man ikke i forvejen var ved at smelte) og riste skumfiduser over lavaen.

D. 15. september havde mellemamerika uafhaengigheds dag. Det blev fejret med et brag i Antigua. Flere dage for var der fakkeloptog med born der lob med fakkel og flojter i munden, og paa selve dagen var der kaempe parader med alle skolerne i Antigua. De havde bands, dansende piger og flotte udklaedte, og alle var paa gaden for at se det. Senere tog vi hen i byens centrale park, hvor alle skolerne modtes, og spillede en sidste gang. Der var mennesker over alt, og det var svaert at komme frem og tilbage, men det var en fest uden lige. Folk var i godt humor, og der var en virkelig fantastisk stemning.

Efter festen stod det igen paa spansk, og jeg sluttede af med en lille eksamen, som jeg bestod - saa lidt spansk kan jeg da. Hjemme ved familen, hvor jeg boede forgik alt paa spansk, saa jeg fik ovet det lidt. Os studerende der boede hos familien, satte os en aften for at spille memory paa spansk. Stikkende var modsaetninger, saa naar man vendte en skulle man sige det modsatte ord, og saa prove at finde det. Vaeldig laererigt og rigtig sjovt. I fredags havde vi sidste undervisningsdag, og laerne havde lavet en lille festmiddag, saa vi fik sagt ordentlig farvel.

Jeg ankom til Emmanuel igaar, og har brugt dagen idag, paa at pakke ud, vaske toj og goere klar til at tage fat imorgen. Det var alt for denne gang, skriv endelig bare til mig paa mail(o: Til sidst lige et lille billede for at bevise at jeg rent faktisk har vaeret i Antigua(o:

De sidste forberedelser

Velkommen til min blog.
Jeg er nu igang med de sidste forberedelser inden jeg skal til bornehjemmet Emmanuel om 2 uger. Ligenu studerer jeg spansk til den helt store guldmedalje i Guatemala, for at have en mulighed for at kunne kommunikere med bornene paa Emmanuel. Jeg har nu vaeret paa sprogskolen i lidt over en uge, og kan med lidt taalmodighed sammensaette en kort saetning paa spansk. Saa det gaar den rigtige vej. Vi er ligenu 15 IMPACT volontoerer, der studerer ved sprogskolen, saa det er dejligt, at vi er saa mange danskere samlet. Byen vi bor i er Antigua, og det ligger taet paa hovedstaden Guatemala. Det er en dejlig by med store kirker, ruiner og flot arkitektur i centrum af byen. Byen er omgivet af bjerge og paa vej til skole har jeg en vulkan som udsigt. Her er utrolig smukt, saa jeg nyder virkelig at vaere her. Haaber i vil faa glaede af at besoge min blog, og at i vil huske Emmanuel og alle IMPACTs volontorer i jeres bonner.